Menu

Sådan påvirker gæld din sundhed

Leave a comment

December måned er en lang forbrugsfest! Der er alle de sociale sammenkomster, hvor man oftest bruger penge på mad og byture, der er hele julegaveræset, hvor man skal købe gaver til familie og venner, måske du derudover skal ud og kigge på udsalg eller skal have en ny kjole/skjorte til de mange sociale begivenheder, samt alt det der imellem. Det kan hurtig blive en dyr måned.

Mange føler sig nødsaget til at ”købe på klods” eller at tage et kviklaan, for at få budgettet til at hænge sammen. Den slags løsninger kan sætte yderlig pres på økonomien, da pengene alligevel skal betales på et tidspunkt. Man skyder så at sige blot problemet.

En opgørelse fra 2013 viste, at danskerne i gennemsnit har en personlig gæld på 487.032 kr. Et tal, der godt nok ikke tager højde for eventuelle aktiver. Alligevel er danskernes gæld højere, end man ser det i andre europæiske lande, og det har sundhedsmæssige konsekvenser for den enkelte.

Efter den økonomiske krise tilbage i 2009, oplevede mange boligejere, at deres ejendom faldt i værdi, så de skyldte mere i banken, end deres hus var værd ved et salg. Derudover ser man i programmet, Luksusfælden, eksempler på danskere, som drukner i deres gæld, der bare har hobet sig op, og som til sidst bliver så uoverskuelig, at de helt opgiver at gøre noget ved den. At være forgældet, og ikke kunne se muligheden for at komme ud af den, kan give negative konsekvenser for både helbred, parforhold og den generelle livsglæde.

Stress og depression

Har man en stor gæld og en anstrengt økonomi, kan det påvirke udviklingen af stress, og det kan videreudvikle sig til en depression, hvis stressen ikke behandles. Det skyldes at stress ofte er en følgevirkning af, at der er for mange bekymringer, og man oplever for meget pres, både i ens private og professionelle liv. De ting, der ligger til grund for bekymringerne, kalder man ’stressorer’. Ofte vil man forsøge at komme over stressen ved at sygemelde sig fra arbejdet, men på den måde behandler man kun symptomerne, men tager ikke fat om roden til problemerne – stressorerne. Det vil sige, at de stadigvæk er der, når man vender tilbage efter sin stress-sygemelding. Man bør derfor finde frem til, hvad problemet egentlig er. Skyldes det, at ens gæld virker uoverkommelig, kan man forsøge følgende 3 ting:

  1. Tag tyren ved hornene

Mange gældsramte undgår rudekuverterne og henvendelser fra banken, fordi de ikke ved, hvordan de skal imødekomme kravene. Derfor vælger de at leve i fornægtelse og har ofte ikke styr på omfanget af deres gæld. Men ved ikke at danne sig et overblik over, hvordan den reelle situation faktisk ser ud, gør man gælden til en endnu større stressor.

Det, du bør gøre, er, at indsamle oversigter over, hvad du har af gæld. Tænk dig om – er der nogen du har glemt? Herefter kan du henvende dig til en gratis gældsrådgiver i f.eks. igennem Forbrugerrådet Tænks Gældsrådgivning. Du kan også aftale et møde med banken, en privatøkonomisk rådgiver, eller en god ven, som har forstand på økonomi og budgettering. De kan hjælpe dig med at få et overblik over, hvad du kan gøre, og hvordan du får mulighed for at komme i gang med at afbetale på gælden.

  1. Kontakt dine kreditorer

Har du svært ved at afbetale det beløb og de gebyer, som dine kreditorer ønsker, så ring eller skriv til dem, og forhør dig, om du kan få en reduktion i renten og en længere afbetalingsfrist. De fleste kreditorer er blot interesseret i at få deres penge tilbage. Et mindre bidrag over en længere tidsperiode er bedre, end slet ikke at få deres penge retur. Lav en aftale, som er økonomisk realistisk, og sørg for at betale lidt af til alle kreditorer i stedet for kun nogle.

Find også ud af, om du har mulighed for at få gældssanering f.eks. i tilfælde af en uoverskuelig boliggæld. Det er værd at undersøge, også selvom du ikke tror, du har mulighed for at få den.

  1. Lave et bæredygtigt budget

Det kan nogle gange være svært at se objektivt på sin økonomi og sine udgifter. Derfor er det en god idé at tage fat i en god ven eller et familiemedlem, som kan gennemgå dine månedlige udgifter og indtægter med dig. De er ofte i stand til at vurdere, hvilke udgifter, der kan skæres væk, og hvilke der ikke kan. Måske du har abonnementer, du ikke bruger, måske du kan spare betydelige penge ved at flytte længere væk fra byen, og måske dit forbrug af take-away bare er alt for stort. Det kan også være, at de har forslag til, hvordan du ellers kan spare penge på nogle af din månedlige udgifter.

Lav et budget, som er rimeligt, og som du ved, du kan holde, samtidig med at du betaler af på din gæld. Måske du skal få din ven eller dit familiemedlem til at hjælpe med at kontrollere dit forbrug og budget månedligt, så du bliver holdt op på jeres aftale.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *